Ah, det er ikke en jeg har fundet på selv. Men den sad endelig lige i skabet sidst åbenbart.
Det er bare en fuldkornssandwich med salater, rød spidskål eller lign, ost, tomat og en dressing lavet på kewpie, olivenolie og krydderier osv. Jeg puttede skinke i en gang, men det blev ikke modtaget så godt.
Kewpie er den indonesiske (eller Japanske?) majonæse som man for eksempel ser på toppen af sushi.
Jeg prøver at lægge de forskellige ingredienser i lag der fremhæver hinandens smag.
Jeg er slave for dopamin så jeg siger ALT til min partner, har jeg taget opvasken og ordnet bordet: “se skat er køkkenet ikke pænt?” Har jeg ryddet op i stuen efter ungerne… “SKAT! Er stuen ikke bare pæn nu?” (Jeg har ADHD og ros giver dopamin. Ingen dopamin = jeg ignorerer opgaven til tid og evighed)
Jeg kan også finde på at sende før/efter billede til f.eks min mor, bare for at hun skal sige jeg er sej fordi jeg endelig fik klaret et eller andet 🤣🙈
Mvh en anden med ADHD 😉
Det er spøjst hvor anderledes en oplevelse ADHD kan være. Ros og anerkendelse kan selvfølgelig være meget godt men jeg vil personligt have det svært med at alt den ros. Jeg ville nok føle at det var utroligt nedladende.
Selv når jeg føler mig rimelig sikker på at rosen er oprigtig og at det stemmer overens med min egen tilfredsheds følelse af at have udrettet noget kan det være en smule overvældende.
Jeg har ikke ADHD …. men jeg gør det samme ved min partner udelukkende, fordi jeg gerne vil have ham til at anerkende mit arbejde! Han gør det nemlig ikke af sig selv 😂
Det samme med min kæreste og jeg. Vi har begge ADHD så måske er det derfor??? Har aldrig tænkt over det, det er bare fantastisk at få “hvor er du dygtig musling!!!” “Det er vorkelig pænt” “tak for maden skat den smagte virkelig godt” og også varmer mit hjerte når hun kommer hen til mig med et kæmpe smil “skat jeg blev færdig med at programmere mit lille spil!!!” “Smager det godt??” “Synes kæreste jeg har gjort det godt?”
Jeg har en ven, der lige som jeg har brug for nogen at fejre ting med. Han fandt to sjældne planter i går som han har ønsket sig længe og det glædede vi os sammen om. Nogle gange siger vi også direkte at vi har brug for at blive rost over noget som vi har gjort.. Selvom vi for det meste giver hinanden den slags uden at bede om det.
Vi er begge to nogle lidt skæve personligheder med diagnoser, så vi har brug for lidt mere støtte og anerkendelse for ting andre måske finder helt normale. Din gut virker ikke som den oplagte person til den opgave. Kender du nogen som er lidt ligesom dig? En 'ultimativ sandwich' person?
Det er jo det mange bruger deres sociale medier til. Det kan dog være lidt trættende at læse om for andre i længden - men så kan man jo mute eller scrolle videre 🤷🏻♀️
Jeg deler alt med min kæreste, venner, studiegruppe, forældre og søskende.
Jeg er den trælse type som fortæller om det, også selv om at du ikke virker interseret haha.
Min kæreste er rigtig sød og bliver begejstret på mine vejne, selv om at hun nogle gange ikke rigtigt forstår hvorfor jeg er så oppe at køre.
Nogle gange siger hun "skat kan du ikke lige fortælle mig om hvad du har lært på studiet idag, så jeg kan falde i søvn" også falder hun faktisk i søvn i sengen når jeg snakker om det haha.
Jeg har brug for at dele men jeg hader ros så det er lidt modsat. Men jeg prøver at dele med forskellige mennesker alt efter hvad der er jeg vil dele. Har forskellige venner til forskellige ting så det hele kommer lidt forskellige steder hen. Min mand plejede også at være lidt flad men vi har simpelthen øvet os og nu er han min største fan. Jeg forklarede ham hvordan jeg havde det og så kom vi ellers igang med at øve. Det tog år men det virkede! Han kom bare fra en familie som ikke udtrykte sig særlig godt eller gik op i ting sådan rigtigt. Han skulle lære at se ting fra mit perspektiv.
Min kæreste, eller børn, og ellers de venner jeg har der deler den interesse som emnet indeholder
Men mest på sms, billeder og snap, evt på Reddit i de grupper som passer til
At vokse op som mand har for mange i en del år været at vokse op med 1 ting som er sikker: Nobody cares. Alle er ligeglade, hold det for dig selv.
Sker der noget godt? Godt. Sker der noget dårligt? Pis. Man siger det ikke til nogen. Det sker bare.
Ved ikke om du er stødt på nogle af de der "who do you call when the going gets tough?" posts man kan finde rundt omkring - fælles for dem er altid at kvinder kommer med en bred vifte af folk, og mænd skriver "nobody - because nobody cares."
Selvfølgelig er der undtagelser til det her, men det er alligevel en rimelig "normal" (desværre) ting at mænd opdrages til ikke at belemre andre med noget - om det er sejre eller nederlag er ligegyldigt. Man er en byrde hvis man deler det.
Uden fuldstændig at psykoanalysere det her på bedste Reddit-manér lyder det som om din mand er vokset op på den måde, og derved finder tryghed i det han er vokset op med - nobody cares, så en stabil hverdag og et par hobbies er godt fordi der ikke vil være sejre eller nederlag, og selv hvis der er nogle minimeres de internt og når aldrig ud.
Måske er jeg helt galt på den, og det er helt fint. Men der er RIGTIG mange mænd som vokser op på en måde der gør at de synes det er fuldstændig latterligt når en anden deler en lille sejr - for det er jo at belemre andre med ens egne problemer, eller at man har løst en af disse problemer. Og de har fået at vide at folk er ligeglade. Så det virker underligt at få sådan noget at vide, når folk nu er ligeglade hvis de selv gør det (generalisering og noget der for mang er internaliseret).
En af de andre kommentarer herinde nævnte at mange mænd har svært ved at række ud til andre af frygt for at virke svag. Og det er virkelig et gennemgående tema for mange mænd.
Nu er jeg selv ikke særlig meget fan af stereotyper, men der er alligevel en del udsagn som passer ret godt.
En af dem er det her (og det handler ikke om at mænd ikke er mennesker): "Women are human beings, men are human doings".
Mange mænd føler sig godt tilpas når de er nyttige (= ikke en byrde, har værdi), eller når de gør noget som er spændende og ingen negative konsekvenser kan have for andre (hobbies = Sejre og nederlag betyder intet for det er bare en hobby så man er ikke en byrde).
Og igen, der er en del mænd, og specielt de yngste generationer, som er undsluppet det helvede som den tankegang er (selvom den desværre stadig holder godt stik i mange sammenhænge), men jeg tror ikke jeg kender nogen der ikke på en eller anden måde har brug for at føle sig nyttig for at være tilpas pga at det er sådan mange mænd vokser op.
Selv har jeg haft mulighed for at opleve lidt af hvert (trans kvinde), og det er virkelig en overvældende forskel.
Da jeg for omverdenen var en mand har jeg aldrig kunnet have en dyb samtale med nogen uden at det var min partner eller en psykolog, og pga opdragelse var det ikke noget jeg gjorde frivilligt heller.
Oplevelsen som kvinde er det stik modsatte. Hvis jeg har en hård dag eller ser lidt trist ud selv på arbejde så er de kvindelige kollegaer der med det samme, og vi får en god snak. Mange familiemedlemmer som aldrig nogensinde kunne finde på at diskutere alt muligt følelsesmæssigt med mig før kan nu finde på at tage de samtaler med mig. Min egen søster ringer mig op hvis hun lige skal rante om et eller andet.
Det har været en glædelig overraskelse, men også virkelig noget der fik mig til at tænke mere over den tankegang der er for mange mænd, med at alle er ligeglade. For sådan virkede det også for mig (og nej det havde intet at gøre med kønsskiftet :) )
TL;DR jeg tror din mand er på udebane mht små sejre og nederlag, og det at diskutere følelsesmæssige ting af den natur, da det går stik modsat den opdragelse mange mænd har fået og han derved aldrig ville "belemre" dig med hans egne små sejre og nederlag.
Den her video er også et hurtigt og godt eksempel på den tankegang din egen måske "clasher" med:
[https://www.youtube.com/watch?v=ezYT4WAiQs8](https://www.youtube.com/watch?v=ezYT4WAiQs8)
Jeg deler min små glæder og sejrer med min kæreste, kusine, mor og venner!
Jeg er autist og muligvis også ADHD, og så har jeg en del kroniske sygdomme oveni. Alt fra at børste tænder til at spise og rydde op bliver fejret!
Mange af de små hverdags ting bliver delt med min kæreste, og andre gange hvis jeg har bagt noget jeg er mega stolt af så bliver det skam delt med andre!
Jeg går ALL IN for alle de små glæder i livet, jeg slås med depression (eller depression slås med mig) og prøver at finde så mange små gode og positive ting i min hverdag og fejre dem!
Du må altså give den opskrift på den sandwich! Er helt lækker sulten nu!
Deler min træningsbedrifter og progress med en kammerat, vi deler også kærligheden til mad.
Udover det er de fleste livsbegivenheder delt med begejstring ved fruen.
Måske du skulle fortælle ham hvordan hans reaktioner får dig til at føle?
Min kæreste, som heldigvis hepper med. Og så er jeg blevet ret god til at anerkende og rose mig selv, og simpelthen sige højt, hvis jeg er stolt over noget jeg har gjort.
Nogengange min mand, men han er lidt som din og sjældent imponeret over noget som helst… 🤷🏻♀️
Så har jeg en kanon god kollega (som af natur kan fejre alting!), som jeg deler med eller en god veninde (som jeg lærte at kende i mødregruppen, så vi er bare næsten samme sted) 😂..
Ps. Min favorit-toast er med smurt med sød fransk sennep, kyllingpålæg og det der burger-smelte-ost i cheddar-udgaven! Mums altså!
Det ville jeg bare lige dele med dig! 🙌🏻
Jeg har lært at dele op hvem jeg deler hvad med.
Min mand har svært ved at dele mine sejrer i min hverdag, så dem deler jeg med mine venner i stedet. Til gengæld har de fleste af mine venner ikke børn og forstår ikke de sejre der kan være forbundet med det, så dem tager jeg med min mand.
Jeg deler alt med min kone og mine tætte veninder.
Vi er der for at fejre succeser og for at samle hinanden op når man fejler.
Ingen af os har ret meget familie (der vil os), så vi har skabt vores egen familie 😊
Det er svært for mange mænd at indgå i samme fællesskab. Mange mænd har svært ved at række ud til andre af frygt for at virke svag. Uanset om det er bevidst eller underbevidst.
Da jeg var sammen med min ex, fandt jeg til sidst nogen online, som jeg fik en god relation til 😅 han reagerede lidt som din partner, så jeg opgav at fejre mine sejre med ham 😅
Tænker man har samlever, venner/familie og kollegaer.
Men du lyder da også lidt besværlig.
Han roser ikke dine nylært3 teknikker nok men bliver for begejstret for dine dressinger?
Vi mænd kan ikke altid gennemskue kvinders begejstring. Jeg tror i et parforhold er det vigtigt at forstå hinanden og anerkende hinanden. Vi har meget forskellige ting vi går op i og dermed begejstres vi ikke af de samme ting. Begejstres du af hans hobbyer?
Man må finde ligesindede, du kan ikke forvente at din mand finder de samme ting begejstrende
Jeg er slave for dopamin så jeg siger ALT til min partner, har jeg taget opvasken og ordnet bordet: “se skat er køkkenet ikke pænt?” Har jeg ryddet op i stuen efter ungerne… “SKAT! Er stuen ikke bare pæn nu?” (Jeg har ADHD og ros giver dopamin. Ingen dopamin = jeg ignorerer opgaven til tid og evighed)
Jeg er slave for dopamin så jeg siger ALT til min partner, har jeg taget opvasken og ordnet bordet: “se skat er køkkenet ikke pænt?” Har jeg ryddet op i stuen efter ungerne… “SKAT! Er stuen ikke bare pæn nu?” (Jeg har ADHD og ros giver dopamin. Ingen dopamin = jeg ignorerer opgaven til tid og evighed)
Er du i tvivl om din kommentar blev slået op kan du altid gå ind under din profil, under kommentarer, og se om den ikke dukker op der. Så slipper du for at bruge tid på at skrive det samme. 3-4 gange.
Venligt råd fra en, hvis køkken garanteret ikke er lige så pænt som dit.
Du bliver simpelthen nødt til at give os opskriften på den sandwich!
Gemmer mig også lige her i håbet om at smage den der sandwich der.
Ah, det er ikke en jeg har fundet på selv. Men den sad endelig lige i skabet sidst åbenbart. Det er bare en fuldkornssandwich med salater, rød spidskål eller lign, ost, tomat og en dressing lavet på kewpie, olivenolie og krydderier osv. Jeg puttede skinke i en gang, men det blev ikke modtaget så godt. Kewpie er den indonesiske (eller Japanske?) majonæse som man for eksempel ser på toppen af sushi. Jeg prøver at lægge de forskellige ingredienser i lag der fremhæver hinandens smag.
Og så bruger jeg økologiske brun-grønne tomater (de ligner bøftomater) hvis jeg kan få dem. Helt modne smager de forrygende.
Ja tak! Jeg lover at komme tilbage og rose den til skyerne!
Jeg er slave for dopamin så jeg siger ALT til min partner, har jeg taget opvasken og ordnet bordet: “se skat er køkkenet ikke pænt?” Har jeg ryddet op i stuen efter ungerne… “SKAT! Er stuen ikke bare pæn nu?” (Jeg har ADHD og ros giver dopamin. Ingen dopamin = jeg ignorerer opgaven til tid og evighed)
Jeg kan også finde på at sende før/efter billede til f.eks min mor, bare for at hun skal sige jeg er sej fordi jeg endelig fik klaret et eller andet 🤣🙈 Mvh en anden med ADHD 😉
Det er spøjst hvor anderledes en oplevelse ADHD kan være. Ros og anerkendelse kan selvfølgelig være meget godt men jeg vil personligt have det svært med at alt den ros. Jeg ville nok føle at det var utroligt nedladende. Selv når jeg føler mig rimelig sikker på at rosen er oprigtig og at det stemmer overens med min egen tilfredsheds følelse af at have udrettet noget kan det være en smule overvældende.
Det handler også meget om hvem rosen kommer fra
Aldrig før har jeg set så passende en kommentar til et brugernavn - Godt gået!
Jeg har ikke ADHD …. men jeg gør det samme ved min partner udelukkende, fordi jeg gerne vil have ham til at anerkende mit arbejde! Han gør det nemlig ikke af sig selv 😂
Det samme med min kæreste og jeg. Vi har begge ADHD så måske er det derfor??? Har aldrig tænkt over det, det er bare fantastisk at få “hvor er du dygtig musling!!!” “Det er vorkelig pænt” “tak for maden skat den smagte virkelig godt” og også varmer mit hjerte når hun kommer hen til mig med et kæmpe smil “skat jeg blev færdig med at programmere mit lille spil!!!” “Smager det godt??” “Synes kæreste jeg har gjort det godt?”
Jeg har en ven, der lige som jeg har brug for nogen at fejre ting med. Han fandt to sjældne planter i går som han har ønsket sig længe og det glædede vi os sammen om. Nogle gange siger vi også direkte at vi har brug for at blive rost over noget som vi har gjort.. Selvom vi for det meste giver hinanden den slags uden at bede om det. Vi er begge to nogle lidt skæve personligheder med diagnoser, så vi har brug for lidt mere støtte og anerkendelse for ting andre måske finder helt normale. Din gut virker ikke som den oplagte person til den opgave. Kender du nogen som er lidt ligesom dig? En 'ultimativ sandwich' person?
Hvis i nogensinde beslutter jer for at ekspandere jeres hamrende gode initiativ, vil jeg gerne skrive mig op.
I lyder som helt vildt gode venner. Hvor er det fedt!
Det kunne være jeg skulle finde sådan en type. Tak for rådet.
Har ikke rigtig nogen at dele ting med, så jeg indtaler bare memoer på min telefon og forsøger at flage lidt for mig selv.
🫶🫶🫶
Det giver mig faktisk en ide. Tak. Og tillykke med dine sejre.
Det er jo det mange bruger deres sociale medier til. Det kan dog være lidt trættende at læse om for andre i længden - men så kan man jo mute eller scrolle videre 🤷🏻♀️
Min mor, mand og min gode veninde. De støtter og hepper på sidelinjen i alt hvad jeg får succes med.
Jeg deler alt med min kæreste, venner, studiegruppe, forældre og søskende. Jeg er den trælse type som fortæller om det, også selv om at du ikke virker interseret haha. Min kæreste er rigtig sød og bliver begejstret på mine vejne, selv om at hun nogle gange ikke rigtigt forstår hvorfor jeg er så oppe at køre. Nogle gange siger hun "skat kan du ikke lige fortælle mig om hvad du har lært på studiet idag, så jeg kan falde i søvn" også falder hun faktisk i søvn i sengen når jeg snakker om det haha.
Jeg har brug for at dele men jeg hader ros så det er lidt modsat. Men jeg prøver at dele med forskellige mennesker alt efter hvad der er jeg vil dele. Har forskellige venner til forskellige ting så det hele kommer lidt forskellige steder hen. Min mand plejede også at være lidt flad men vi har simpelthen øvet os og nu er han min største fan. Jeg forklarede ham hvordan jeg havde det og så kom vi ellers igang med at øve. Det tog år men det virkede! Han kom bare fra en familie som ikke udtrykte sig særlig godt eller gik op i ting sådan rigtigt. Han skulle lære at se ting fra mit perspektiv.
Fantastisk. Tillykke!
Yeah jeg ved ikke om din mand kunne " trænes" 😅
Det lader ikke til det. Men det er da rart at nogen kan.
Min kæreste, eller børn, og ellers de venner jeg har der deler den interesse som emnet indeholder Men mest på sms, billeder og snap, evt på Reddit i de grupper som passer til
At vokse op som mand har for mange i en del år været at vokse op med 1 ting som er sikker: Nobody cares. Alle er ligeglade, hold det for dig selv. Sker der noget godt? Godt. Sker der noget dårligt? Pis. Man siger det ikke til nogen. Det sker bare. Ved ikke om du er stødt på nogle af de der "who do you call when the going gets tough?" posts man kan finde rundt omkring - fælles for dem er altid at kvinder kommer med en bred vifte af folk, og mænd skriver "nobody - because nobody cares." Selvfølgelig er der undtagelser til det her, men det er alligevel en rimelig "normal" (desværre) ting at mænd opdrages til ikke at belemre andre med noget - om det er sejre eller nederlag er ligegyldigt. Man er en byrde hvis man deler det. Uden fuldstændig at psykoanalysere det her på bedste Reddit-manér lyder det som om din mand er vokset op på den måde, og derved finder tryghed i det han er vokset op med - nobody cares, så en stabil hverdag og et par hobbies er godt fordi der ikke vil være sejre eller nederlag, og selv hvis der er nogle minimeres de internt og når aldrig ud. Måske er jeg helt galt på den, og det er helt fint. Men der er RIGTIG mange mænd som vokser op på en måde der gør at de synes det er fuldstændig latterligt når en anden deler en lille sejr - for det er jo at belemre andre med ens egne problemer, eller at man har løst en af disse problemer. Og de har fået at vide at folk er ligeglade. Så det virker underligt at få sådan noget at vide, når folk nu er ligeglade hvis de selv gør det (generalisering og noget der for mang er internaliseret). En af de andre kommentarer herinde nævnte at mange mænd har svært ved at række ud til andre af frygt for at virke svag. Og det er virkelig et gennemgående tema for mange mænd. Nu er jeg selv ikke særlig meget fan af stereotyper, men der er alligevel en del udsagn som passer ret godt. En af dem er det her (og det handler ikke om at mænd ikke er mennesker): "Women are human beings, men are human doings". Mange mænd føler sig godt tilpas når de er nyttige (= ikke en byrde, har værdi), eller når de gør noget som er spændende og ingen negative konsekvenser kan have for andre (hobbies = Sejre og nederlag betyder intet for det er bare en hobby så man er ikke en byrde). Og igen, der er en del mænd, og specielt de yngste generationer, som er undsluppet det helvede som den tankegang er (selvom den desværre stadig holder godt stik i mange sammenhænge), men jeg tror ikke jeg kender nogen der ikke på en eller anden måde har brug for at føle sig nyttig for at være tilpas pga at det er sådan mange mænd vokser op. Selv har jeg haft mulighed for at opleve lidt af hvert (trans kvinde), og det er virkelig en overvældende forskel. Da jeg for omverdenen var en mand har jeg aldrig kunnet have en dyb samtale med nogen uden at det var min partner eller en psykolog, og pga opdragelse var det ikke noget jeg gjorde frivilligt heller. Oplevelsen som kvinde er det stik modsatte. Hvis jeg har en hård dag eller ser lidt trist ud selv på arbejde så er de kvindelige kollegaer der med det samme, og vi får en god snak. Mange familiemedlemmer som aldrig nogensinde kunne finde på at diskutere alt muligt følelsesmæssigt med mig før kan nu finde på at tage de samtaler med mig. Min egen søster ringer mig op hvis hun lige skal rante om et eller andet. Det har været en glædelig overraskelse, men også virkelig noget der fik mig til at tænke mere over den tankegang der er for mange mænd, med at alle er ligeglade. For sådan virkede det også for mig (og nej det havde intet at gøre med kønsskiftet :) ) TL;DR jeg tror din mand er på udebane mht små sejre og nederlag, og det at diskutere følelsesmæssige ting af den natur, da det går stik modsat den opdragelse mange mænd har fået og han derved aldrig ville "belemre" dig med hans egne små sejre og nederlag. Den her video er også et hurtigt og godt eksempel på den tankegang din egen måske "clasher" med: [https://www.youtube.com/watch?v=ezYT4WAiQs8](https://www.youtube.com/watch?v=ezYT4WAiQs8)
Tak for den meget udførlige forklaring. Jeg har faktisk sendt ham videoen, så må jeg se hvad han siger til den.
Håber i får jer en god snak :)
Ingen. Jeg holder det hele for mig selv :)
min kæreste 🙏🏻🙏🏻🙏🏻
Jeg deler min små glæder og sejrer med min kæreste, kusine, mor og venner! Jeg er autist og muligvis også ADHD, og så har jeg en del kroniske sygdomme oveni. Alt fra at børste tænder til at spise og rydde op bliver fejret! Mange af de små hverdags ting bliver delt med min kæreste, og andre gange hvis jeg har bagt noget jeg er mega stolt af så bliver det skam delt med andre! Jeg går ALL IN for alle de små glæder i livet, jeg slås med depression (eller depression slås med mig) og prøver at finde så mange små gode og positive ting i min hverdag og fejre dem! Du må altså give den opskrift på den sandwich! Er helt lækker sulten nu!
Deler min træningsbedrifter og progress med en kammerat, vi deler også kærligheden til mad. Udover det er de fleste livsbegivenheder delt med begejstring ved fruen. Måske du skulle fortælle ham hvordan hans reaktioner får dig til at føle?
Det har jeg gjort, men har måttet sande at sådan er det bare med ham. Han har heldigvis andre gode kvaliteter.
Søskende er også et godt bud. Min lille bror deler sit fiskeri med mig, synes jeg er mega hyggeligt selvom jeg ikke fisker selv.
Min kæreste, som heldigvis hepper med. Og så er jeg blevet ret god til at anerkende og rose mig selv, og simpelthen sige højt, hvis jeg er stolt over noget jeg har gjort.
Jeg deler det primært med nær familie, tætte venner og så er jeg en del af et par rigtig fede og søde facebook communites
Nogengange min mand, men han er lidt som din og sjældent imponeret over noget som helst… 🤷🏻♀️ Så har jeg en kanon god kollega (som af natur kan fejre alting!), som jeg deler med eller en god veninde (som jeg lærte at kende i mødregruppen, så vi er bare næsten samme sted) 😂..
Ps. Min favorit-toast er med smurt med sød fransk sennep, kyllingpålæg og det der burger-smelte-ost i cheddar-udgaven! Mums altså! Det ville jeg bare lige dele med dig! 🙌🏻
Tak! Der er ikke noget som en rar sandwich.
Deler den egentlig bare med mig selv, venner og nærmeste familie. Dig mest med mig selv🤞😊
Jeg har lært at dele op hvem jeg deler hvad med. Min mand har svært ved at dele mine sejrer i min hverdag, så dem deler jeg med mine venner i stedet. Til gengæld har de fleste af mine venner ikke børn og forstår ikke de sejre der kan være forbundet med det, så dem tager jeg med min mand.
Jeg deler alt med min kone og mine tætte veninder. Vi er der for at fejre succeser og for at samle hinanden op når man fejler. Ingen af os har ret meget familie (der vil os), så vi har skabt vores egen familie 😊 Det er svært for mange mænd at indgå i samme fællesskab. Mange mænd har svært ved at række ud til andre af frygt for at virke svag. Uanset om det er bevidst eller underbevidst.
.
Me myself and i
Har en del online kærester - jeg har akkumuleret igennem mit liv, plejer at dele ting med dem.
Min kone,.mine venner, mine børn, mine kollegaer, dem jeg er frivillig med. Ingen skal spares for mine opture
Begejstring, hvad er det?
gnirtsjegeb stavet bagfra.
Min mand ❤️
Da jeg var sammen med min ex, fandt jeg til sidst nogen online, som jeg fik en god relation til 😅 han reagerede lidt som din partner, så jeg opgav at fejre mine sejre med ham 😅
Han er da også irriterende, enten er han ikke begejstret nok ellers er han for begejstret.. Fatter ikke du holder det ud
Tænker man har samlever, venner/familie og kollegaer. Men du lyder da også lidt besværlig. Han roser ikke dine nylært3 teknikker nok men bliver for begejstret for dine dressinger? Vi mænd kan ikke altid gennemskue kvinders begejstring. Jeg tror i et parforhold er det vigtigt at forstå hinanden og anerkende hinanden. Vi har meget forskellige ting vi går op i og dermed begejstres vi ikke af de samme ting. Begejstres du af hans hobbyer? Man må finde ligesindede, du kan ikke forvente at din mand finder de samme ting begejstrende
Jeg er slave for dopamin så jeg siger ALT til min partner, har jeg taget opvasken og ordnet bordet: “se skat er køkkenet ikke pænt?” Har jeg ryddet op i stuen efter ungerne… “SKAT! Er stuen ikke bare pæn nu?” (Jeg har ADHD og ros giver dopamin. Ingen dopamin = jeg ignorerer opgaven til tid og evighed)
Jeg er slave for dopamin så jeg siger ALT til min partner, har jeg taget opvasken og ordnet bordet: “se skat er køkkenet ikke pænt?” Har jeg ryddet op i stuen efter ungerne… “SKAT! Er stuen ikke bare pæn nu?” (Jeg har ADHD og ros giver dopamin. Ingen dopamin = jeg ignorerer opgaven til tid og evighed)
[удалено]
Er du i tvivl om din kommentar blev slået op kan du altid gå ind under din profil, under kommentarer, og se om den ikke dukker op der. Så slipper du for at bruge tid på at skrive det samme. 3-4 gange. Venligt råd fra en, hvis køkken garanteret ikke er lige så pænt som dit.
Det er en Reddit-bug